Forside Om Dialogcentret
 
Udskriv Email

Dialogcentret 1973-2011

Dialogcentret lukkede 2. april 2011 og er ikke længere aktivt. Dette er en beskrivelse af centrets aktiviteter, som de så ud inden lukningen. 

 

Dialogcentret blev skabt i kølvandet på de nye religiøse og spirituelle bevægelsers og idéers fremkomst sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Dialogcentret blev grundlagt i 1973 af professor dr. theol. Johannes Aagaard. Vi er en selvstændig og uafhængig kirkelig organisation.

 

Dialogcentret er en forening, der arbejder med nyreligiøsitet, nyåndelighed og sekterisme.

 

Dialogcentret er tværkirkeligt og økumenisk, hvilket vil sige, at vi også samarbejder med anerkendte kirkesamfund, som ikke er lutherske.

 

Dialogcentret har derfor i sit arbejde ikke en specifik teologi, selvom centrets eget teologiske standpunkt har sin rod i den danske folkekirke. Dialogcentret står ikke tilbage for hverken selvkritik eller kritik af samarbejdspartnere om nødvendigt.

 

Dialogcentret tror, at kristendommen er Sandheden om livet, og at andre religioner derfor ikke kan have den samme grad af sandhed. Men Dialogcentret tror, at der findes sandhed mange steder og derfor også, at der er meget sandt at finde i andre religioner.

 

Dialogcentret er et sted, hvor dialog i konfrontation er et nøgleord, hvilket vil sige, at vi i dialogen udfordrer os selv og hinanden til en større forståelse, og til at se ligheder og forskelle i et klarere lys. Dialogcentret tror også, at dialog religionerne imellem kan være med til at udvikle egen selvforståelse for begge parter.

 

Da religiøsitet er et følsomt område for mange mennesker, fordi det omhandler vores eksistens, finder vi det i Dialogcentret vigtigt at bevare en venlig tone i dialogen, også når vi er uenige.

 

I Dialogcentret deler vi i dialogen ikke religionspraksis med andre trosretninger, men deltager højst som tilskuere for større indsigt.

 

I Dialogcentret går vi ind for religionsfrihed, hvor ethvert menneske har ret til at dyrke sin egen tro. Dialogcentret ønsker dog ikke religionslighed i Danmark, men mener, at kristendommen fortsat bør have forrang frem for andre religioner, som det er tilfældet i dag.

 

I Dialogcentret forsker vi i og undersøger mange former for religiøsitet, heriblandt også de faldgruber, der findes heri. Dialogcentret ønsker at medvirke til større gennemsigtighed i det religiøse supermarked ved bl.a. altid at forsøge at afdække mål og indhold.

 

I Dialogcentret er vi overbevist om, at der findes mange faldgruber i det religiøse landskab, hvilket betyder, at en del af centrets arbejde omhandler kritisk oplysning og indimellem negativ konfrontation med diverse grupper og bevægelser.

 

I Dialogcentret er vi desuden meget opmærksomme på sekterisme og dens indvirkning på mennesker, og bruger derfor også ressourcer på fortsat at undersøge og advare både mod allerede eksisterende sekter og mod nye, når sådanne opstår. Dialogcentret er opmærksom på, at det i sådanne tilfælde er svært og indimellem umuligt at opretholde dialogen.

 

Dialogcentret er også et sted, hvor mennesker, der har valgt at forlade en religiøs sekt og som følge deraf står i et menneskeligt, socialt og religiøst tomrum, henvender sig.

 

Hvad gør vi?

Vi præsenterer Danmarks måske største hjemmeside om ny religiøsitet.


Vi udgiver bladet Den Nye Dialog fire gange årligt, samt bøger og foldere.


Vi udfører forskning og research.


Vi er et rådgivnings- og informationscenter, som man kan skrive eller ringe til.


Vi fungerer som et sted, hvor folk, der har problemer med, eller er kommet i klemme i, en religiøs gruppe eller idé, kan henvende sig.


Vi holder foredrag.


Vi blander os løbende i den offentlige debat, når vi finder det relevant.


Vi laver studiedage og arrangementer. 

 

Dialogcentret lukkede 2. april 2011 og er ikke længere aktivt. Spørgsmål til hjemmesiden kan rettes til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .

 

 

Læs også:

Dialogcentrets vedtægter

Dialogcentrets vision

Kan man fordømme i dialog? - Dialogens grundbegreber set fra Dialogcentret

Dialogcentrets tidligere selvpræsentation på vores gamle hjemmeside.

 

 
 
Banner