Harry Potter og kristendommen

Kristne mennesker har angrebet børnebøgerne om Harry Potter for at være okkult litteratur. Bøgerne er usunde for de unge læsere, mener de. Dialogcentret ser på Potter-bøgerne og på fantasy-genren.

Harry Potter er ikke en hvilken som helst nørd. Han bliver optaget på en mystisk, magisk kostskole i Skotland, hvor han indgår i et forunderligt kostskoleliv præget af fantastiske og magiske detaljer. Samtidig finder han ud af, at han er en stor troldmand med en storstilet mission: han skal bekæmpe ondskabens dæmoniske fyrste, den sorte troldmand Lord Voldemort.

Potter-bøgerne er børne- og ungdomsbøger, men befinder sig også inden for den fantaserende genre, der normalt kaldes fantasy. Rowling giver sig ikke ud for, at bøgerne beskiver noget virkeligt. Alligevel har kristne i især USA været oprørte. Så oprørte, så man ligefrem har foretaget afbrændinger af Potter-bøgerne. Andre steder i USA har pres fra forældre fået myndighederne til at fjerne Potter-bøgerne fra bibliotekshylderne, fordi bøgerne oplærer børn i hedenskab, vold og respektløshed mod autoriteterne.

De fleste er vel enige i, at i al fald bogbrændingerne er en overreaktion. Men derfor kan det godt være tilfældet, at man må kritisere Potter-seriens verdensbillede, hvis dette verdensbillede viser sig at tale for "værdier", som forældrene er imod.

Problemet kan især vise sig, fordi de fleste læsere af Potterbøgerne er ganske unge og letpåvirkelige. Fordi Potter-bøgerne faktisk beskriver store emner, der har med normer at gøre, såsom hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og endelig fordi mange læsere af Potter-bøgerne har det med at blive indfanget og dybt engagerede i bøgerne. Måske bliver læserne så grebet af bøgerne, at de sluger bøgernes normer kritikløst? Selv om læserne ved med deres fornuft, at bøgerne er fantasi, så kan bøgerne og normerne i dem jo godt påvirke det ubevidste og følelserne langt mere, end læseren selv er bevidst om.

Netop dette problem kan samtidig vise sig at være en positiv mulighed for de forældre, der håber på, at deres børn skal dele den kristne tankegang og tro. Mange af emnerne åbner op for en samtale om spørgsmål om religion og normer. Og hvis børnene bliver helt opslugt af bøgerne og deres tankeverden, så kan de måske netop brænde for at diskutere de emner, som bøgerne tager op?

Derfor har Dialogcentret lavet denne overordnede læservejledning. Den anlægger akkurat samme vinkel på teksten, som Dialogcentret ellers bruger: En kristen synsvinkel, der også forsøger at være fornuftig, saglig og kritisk. Målet med vejledningen er ikke at give selvsikre svar på, hvordan man som kristen skal forholde sig til serien eller til et bestemt tema i bøgerne. Vejledningen er ikke en manual i, hvad der er godt, og hvad der er syndigt i bøgerne. Vejledningen går ikke i detaljer med, at det og det sted i bøgerne kan og skal læses sådan og sådan, men den ser overordnet på Potter-serien.

Eftersom Potter-bøgerne har vist sig at have stor indflydelse på den kommende generation af voksne, som vil forme vestlig kultur, så er det vigtigt at kigge nærmere på bøgernes verdensbillede.

Den ledende gode troldmand, Dumbledore, er gået i kamp mod den ledende onde troldmand, Voldemort. I opgøret dræber Voldemort to af Dumbledores allierede, ægteparret Lily og James Potter. Det lykkes også næsten Voldemort at dræbe ægteparrets 1-årige søn, Harry, men på forunderlig vis overlever Harry i armene på sin mor, idet Voldemorts forbandelse slår tilbage på ham selv og berøver ham sit fysiske legeme og sine overnaturlige kræfter.

Dumbledore lader Harry vokse op hos Lilys søster, Petunia, og dennes mand, Vernon Dursley, for her vil Harry være beskyttet mod enhver sort magi. Mens James og Lily var troldmænd, der boede i en magisk verden skjult i England, så er familien Dursley mugglere, dvs. almindelige mennesker, som ikke kan se den magiske verden. Men Dursley-parret ved, at troldmands-verdenen findes, og de frygter og hader enhver form for magi.

Blandt andet derfor behandles Harry stedmoderligt af familien Dursley og må udskældt bo under trappen, mens Dursley-parrets egen søn, Dudley, tværtimod forkæles. Familien fortæller heller ikke sandheden til Harry om, hvem han egentlig er, og hvordan hans forældre døde.

Troldmandsskolen Hogwarts

Da Harry Potter bliver 11 år, lader Dumbledore Harry afhente. Harry skal nemlig gå på den magiske kostskole, Hogwarts, som Dumbledore er rektor for, så han kan blive en veluddannet troldmand.

Hogwarts er inddelt i 4 blokke eller huse med hver sin gruppe elever, som hver har deres identitet og traditioner, og som indbyrdes ligger i kappestrid. Harry kommer i huset Gryffindor sammen med sine gode venner og klassekammerater Ron og Hermione. Gryffindors vigtigste rival er det dystre hus Slytherin. Her går bl.a. drengen Draco Malfoy og hans slæng, der bestandig er ude efter Harry og hans klike.

Hogwarts er præget af bizarre genstande og traditioner, fx trapper og malerier, der bevæger sig, og med hemmelige udgange og kamre. Og af usædvanlige sportsgrene som troldmandsskak – hvor brikkerne selv bevæger sig og diskuterer med spillerne om, hvad der må være det bedste skaktræk. Og quidditch – som nærmest er en slags basketball med 4 forskellige slags bolde, og som spilles af eleverne på flyvende kosteskafter. Også lærerne er stærkt excentriske med sære manerer, ekstra legemsdele og lignende besynderligheder.

Harry og vennerne oplever, at nogle af lærerne måske er bistre, men samtidig gode, mens andre står i ledtog med ondskaben. Det samme gælder eleverne og deres forældre. Voldemort forsøger nemlig at genvinde sin fordums styrke og gøre anslag mod Harry. Under sin uddannelse kommer Harry derfor ud for at løse sære opgaver og bekæmpe Voldemort og hans sorte magi. Og samtidig må Harry modnes, lære at samarbejde og lade sig uddanne på skolen, så han er bedst muligt forberedt til det endelige slag mod Voldemort. Men hver sommer er der ferie, og Harry skal tilbage til sit hjem, til den kedsommelige familie Dursley.

Hver bog i Potter-serien beskriver et år i Harrys liv mens han går på Hogwarts, dvs. fra han er 11 år, til han bliver 19 år. Derfor er der planlagt syv bind i Potter-serien, hvoraf de fem af bindene er udgivet i skrivende stund – og de første tre bind er filmatiseret.

De enkelte bind

Sammenblandinger

Det særlige ved Potter-serien er, at bøgerne er prægede af usædvanlige sammenblandinger. De foregår i et mystisk og overnaturligt univers ligesom Tolkiens bøger Ringenes Herre og Lucas’ filmserie Starwars. Men dette magiske, fortryllede univers er usædvanligt detaljeret og gennemarbejdet, og består samtidig af meget genkendelige hverdagsting. Et eksempel er den fantastiske sportsgren quidditch, hvor Rowling har digtet et fuldt regelsæt og skabt traditioner og dramaer omkring denne sport, der gør, at læseren tror, at denne sport faktisk ville kunne eksistere på en britisk troldmandskostskole. Dette træk ved Potter-serien gør, at bøgerne virker særdeles levende og genkendelige. Det eventyrlige fremstår ligefrem realistisk!

Seriens sammenblandinger viser sig også derved, at bøgerne består af et væld af genrer, der er filtret sammen i småstumper, så genrerne ligesom danner en mosaik af forskellige stilarter. Harry Potter-bøgerne består fx af genrer som dannelsesroman, detektivfortælling, skrækhistorie, eventyr og fantasy. Af særlig betydning er Potter-bøgernes præg af fantasy og kostskolelitteratur.

Uvirkelige verdener og fantasy

Ligesom den beslægtede genre, science fiction (sci-fi), handler fantasy-genren om verdener, der ikke findes. Science Fiction handler om verdener, der endnu ikke findes, men som er mulige. Sci-fi-bøger foregår oftest i fremtiden og bygger ofte på fornuft, videnskab og teknologi. Derimod handler fantasy om verdener, der aldrig har fandtes, om umulige verdener. Det umulige univers findes enten som en selvstændig virkelighed eller er 'brudt ind' i den verden, vi kender. Modsat science fiction-bøger, så foregår fantasy-bøger ofte i fortiden og bygger groft sagt på de tre M'er – Middelalder, Mytologi og Magi med riddere, alfer, drager, trolde og quests, dvs. at helten skal på jagt efter en kostbar, overnaturlig genstand, som fx vogtes af grufulde, overnaturlige væsner (jf. bind 1, 2 og 4 i Potter-serien).

Potterbøgerne er endvidere præget af den særlige kategori inden for fantasy, som kaldes high fantasy. Bøger, der hører til high fantasy, er ofte delt i mange bind, og er gerne alvorlige i tonen, ja næsten storladne og selvhøjtidelige. Helten går i kamp mod en ond, overnaturlig, kosmisk magt, og væsentlige elementer i denne genre er troldmænd, opfundne sprog og fantasivæsner som kæmper, dværge og fabeldyr. Kendte værker inden for high fantasy er Tolkiens Ringenes Herre og LeGuins Troldmanden fra Jordhavet. Men high fantasy er ofte nærmest tung voksenlitteratur, og det kan man ikke kalde Potter-serien.

Børne- og ungdomsbøger – kostskolelitteraturen

Potter-bøgerne er skrevet for børn på samme alder som Harry Potter med stor indlevelse i barnets univers og fantasier. Dvs. de første bind er børnebøger (for de 0- til 12-årige), og de sidste er ungdomsbøger (for teenagere – de 13- til 19-årige). Disse bøger kan være præget af stor fantasi, men samtidig en lethed og munterhed i tonen, som adskiller sig fra fantasy. Eller de prøver realistisk at beskrive, hvad det vil sige at være barn i den alder. Eller de er pædagogiske og moralistiske og prøver at gøre børnene til klogere og bedre mennesker – berette, hvordan man klarer konflikter og modnes ved dem. Klassiske bøger i genren er jo Jules Vernes bøger, Mark Twains bøger om Huckleberry Finns og Tom Sawyers eventyr, Jonathan Swifts bøger om Gullivers rejser, Skatteøen af R.L. Stevenson, Lewis Carrols bog om Alice i Eventyrland og C.S. Lewis' Narnia-bøger.

Men Potter-serien synes især præget af en særlig kategori inden for børne- og ungdomslitteraturen, nemlig kostskolelitteraturen, der især førhen var ret populær i England. Det klassiske eksempel er Thomas Hughes’ Tom Browns Skoledage (1857). Typiske kostskolebøger beskriver en ung drengs ankomst til en kostskoles sære og isolerede virkelighed. Den slags bøger beskriver kostskolens forskellige huse (som Gryffindor og Slytherin) og deres rivaliseren. De fortæller om drengens gode mentor og lærer, gerne rektoren, som bliver en faderfigur for helten. De beskriver skolens sportsgrene og heltens forsøg på at dygtiggøre sig i den vigtigste sportsgren og kravle op i skolens hakkeorden og vinde accept ved at være en fair gentleman, der udviser sand sportsånd, bekæmper skurke og andet i den stil.

Kristendommen og fantasy

Berømte high fantasy-bøger kan udmærket være skrevet af seriøse akademikere, som også er kristne. Forfatteren til Ringenes Herre, John Ronald R. Tolkien, var fx professor i middelalderlig litteratur (eller rettere i angelsaksisk) på universitetet i Oxford, og var erklæret kristen. J.R.R. Tolkien har fortalt, at universet og handlingen i Ringenes Herre ikke direkte er kristent. Bøgerne er ikke en eventyrlig omskrivning af kristne moraler og fortællinger, men kristne tankegange og forståelser spiller ind. I begyndelsen ubevidst, siden med fuldt overlæg.(1)

Ringenes Herre handler om Frodo Baggins (dansk Frodo Sækker), som tilhører et uskyldigt, dværgagtigt folk – hobbitterne. Den gode troldmand, Gandalf, opsøger Frodo og fortæller, at kun han kan redde verden. Den onde magiske magt, Sauron, er ved at få herredømme i verden og forsøger at få fat på en magisk ring. Den, der bærer ringen, får fantastiske kræfter, men lokkes også til at bruge ringens magt af egoistiske grunde: ringen korrumperer ens moral. Kun Frodo er uskyldig nok til at kunne modstå ringens fristelse, og derfor kan han bære den og må tilintetgøre den, før Sauron får fat på den. Men det eneste, der kan udslette ringen, er en vulkan i midten af den verden, som Sauron hersker over. Frodo må derfor begive sig ud på en eventyrlig og farlig rejse mod vulkanen midt i Mørkets Rige, og undervejs må han kæmpe mod monstre samt mod ringens forførende virkning.

Universet i Ringenes Herre er utroligt gennemarbejdet, detaljeret og fængslende, men er på ingen måde kristent. Det består af gode og onde magikere, trolde af forskellig art elver og fabeldyr og har sin egen, helt særlige mytologi med egne guder (særskilt beskrevet i Tolkiens bog Silmarillion). Universet i serien har været baggrund for de oprindelige rollespil (fx Dungeons & Dragons), som har været kritiseret af kristne for at være hedenske og okkulte. Selv om bøgerne har ivrige tilhængere i det etablerede system – i Danmark er fx Dronning Margrethe og Uffe Ellemann-Jensen erklærede fans – har Ringenes Herre da også især vakt lykke i det New Age-inspirerede, alternative miljø. Under ungdomsoprøret tog beboerne i kollektivet Maos Lyst således alle efternavn efter en idyllisk dal i Ringenes Herre, nemlig Kløvedal.

Andre kristne har henvist til Tolkiens erklærede kristendom og har forsvaret hans bøger. Bøgerne foregår i et fremmed, eventyrligt og forhistorisk (og før-bibelsk) univers, som ikke kan sammenblandes med vor virkelighed. Men som i kristendommen handler seriens tema om kampen mellem godt (liv, frugtbarhed, glæde, humor, uskyld og oprindelighed) og ondt (død, ørken, glædesløshed, skyld og forførende magtbegær). Og det gode handler om ydmygt at tjene og ofre sig, ikke om selvoptaget at herske. Magi må kun benyttes af væsner af højere rang i Tolkiens univers (fx Gandalf), for ellers får trolddommen en undergravende magt. Ondskab er selviskhed – at tage magi i besiddelse og gøre den til ens personlige ejendom. Samtidig er der i figurerne Gandalf og Aragorn ligheder med Kristus.

Hvordan kan man som kristen forsvare at opfinde en kunstig, ’hedensk’ virkelighed som i Ringenes Herre? I bl.a. essayet On Fairy-Stories fremfører Tolkien, at i Bibelens første kapitel er mennesket skabt i Guds billede og lighed, dvs. mennesket afspejler Guds evner, også Guds skabende evner. Mennesket kan i fantasien eller forestillingsevnen (imaginationen) skabe sin egen verden med selvopfundne folk, dyr og sprog. Genrer som mytologi, romantik og poesi udtrykker dette.

Med hvilket formål skal mennesket skrive og læse om fantasi-verdener? Fordi de kan tjene som:

Pointen med fantasien er således egentlig at afspejle, at menneskets virkelighed dybest set er underfuld, så det fantasiske skal gøre os til børn igen med sans for det mirakuløse i verden. De nye verdener åbner menneskets øjne, gendanner vort barneblik og virkeliggør underet, så mennesket bedre kan bøje sig i ærefrygt for Kilden til Alting. Samtidig ved Tolkien, at mennesket med dets fantasi er et faldent væsen, så at menneskets kreative evner altid er i fare for at fjerne sig fra sit sande mål (at afspejle underet) og i stedet blive til afgudsdyrkelse.(2)

I J.R.R. Tolkiens bøger er pointen, at hans opfundne fantasy-verden ikke handler om denne verden. De er fri fantasi. Det modsatte er tilfældet hos Clive S. Lewis, der var Tolkiens kollega som litteraturprofessor i Oxford, og som Tolkien var med til at omvende til kristendommen, hvorefter de blev nære venner. C.S. Lewis skrev derefter en række fantasy-bøger for børn, hvoraf de mest kendte er Narnia-bøgerne. I den første bog i serien, Løven og Heksen skal de fire børn Peter, Susan, Edmund og Lucy bo hos en gammel professor, og opdager her, at husets klædeskab er indgangen til en magisk verden kaldet Narnia. Landet beboes af talende dyr og regeres af den gode, stærke løve Aslan. Men den onde Hvide Heks bruger sin trolddom, så der altid er vinter i landet, men aldrig jul. Børnene gennemgår en række eventyr hvorunder Aslan fx ofrer sit liv for at redde Peter, men genoplives siden, og til sidst bekæmpes ondskaben.(3)

C.S. Lewis har klart vedkendt sig, at Narnia-bøgerne er et forsøg på at introducere kristne, teologiske begreber for børn på en eventyrlig, underholdende måde. Bøgerne er moralske, oplysende allegorier, dvs. en slags ord-rebuser. I allegorien og rebusen er figurerne altid et bestemte billeder på noget andet. Aslan, Narnias løvekonge, er fx et billede på Kristus, og når han ofrer sig selv for at redde Peter for siden at genoplives, er det et billede på, at Kristus lod sig korsfæste for at redde hvert enkelt menneske, og at han siden genopstod. Netop fordi Lewis’ bøger egentlig ikke handler om en fantasiverden, men bruger fantasien til at beskrive vor verden og den kristne virkelighed, tolkes Narnia-bøgerne ikke altid som fantasy. Dette medførte faktisk en diskussion mellem Lewis og Tolkien, hvor Lewis forsvarede sig: Hans bøger er ikke kun allegorier, men eventyr-universet i Narnia-bøgerne fungerer også på egne betingelser. Man kan tro på universet.

Nogle kristne har et problem med fantasy-universerne i fx rollespil og Potter-bøgerne. Fantasy-litteratur viser nemlig en overnaturlig verden frem, som sjældent er præget af kristne forestillinger.

Fx vil fantasy ofte indeholde et positivt syn på en del af det okkulte og magiske. Fantasy-bøger indeholder gerne indirekte det synspunkt, at en bestemt slags magi – hvid magi – er god nok, hvis bare den bruges til at gavne mennesker og skade det onde – især ond trolddom – sort magi. her vil mange kristne indvende, at al magi – hvid eller sort – er djævelsk, fordi magi pr. definition er overnaturlige evner, som ikke kommer fra Gud, eller som ikke er udtryk for Guds vilje. Ville det ikke svare til, at børnebøger lavede en inddeling i god og ond utroskab eller god og dårlig pædofili, hvor de gode pædofile kæmpede mod onde pædofile? I bøgerne optræder overnaturlige væsner – trolde, alfer, nisser, troldmænd, gespenster og andet – som ikke synes at være Guds væsner. Er disse væsner derfor ikke alle sammen dæmoner, som leder mennesket i fordærv?(4)

Her skal man huske, at fantasy ikke foregiver at sige noget om den virkelige verden. Utroskab og pædofili findes i den virkelige verden, mens fabelvæsner og troldmandsskak med talende skakbrikker højest findes på film og i computerspil. Fantasy er fantasi, som navnet siger. Fantasy-genren er "klar over", at den er fortællinger om det, der ikke findes. Og kristendom skal vel passe på ikke at blive så snæver, at den vil afskaffe enhver fantasi. Hvis fantasy skulle afskaffes af meget rettroende, så skulle man vel også afskaffe Alice i Eventyrland samt Grimms og H.C. Andersens eventyr, som mange kristne læser op for deres børn uden bekymring. I eventyret Askepot udsættes den arme Askepot jo også for alskens lidelser af sin stedmoder og dennes onde døtre, men Askepot slipper ud af problemerne ved at benytte sig af væsner med overnaturlige evner, fx fugle, der giver hende den vidunderlige kjole, hun skal bruge til ballet!

Måske har Tolkien en pointe, når han mener, at fantasi er en del af Guds gaver til mennesket? Blot vil det da være en del af pointen, at børnene ved, at bøgernes univers er fantasi – at børn ikke flyver rundt på kosteskafte og spiller quidditch eller med deres magiske tryllestave kaster virkningsfulde forbandelser over fabeldyr. Det er en leg, en spøg, "boller eller ballade" og maskespil som Fastelavn eller, mere præcist, som ved Halloween i USA. Og det kan næppe være en kristen sag at fjerne legen og spøgen fra verden.

Men netop dette at fantasy er fantasi, kan i sig selv være en udfordring, både til den kristne tro og til almindelig, verdslig sund fornuft. Fantasy – og anden "ikke-virkelig" litteratur som Science Fiction – kan let udvikle sig til verdensflugt, til eskapisme, til drømmeri. Man kan mene, at kristendommen fortæller noget andet: Mennesket er skabt til denne verden, til dette liv vi nu engang har, til de konkrete mennesker omkring os og til den Gud, Bibelen fortæller om. Hertil er mennesket bundet og forpligtet, og mennesket skal ikke bebo en kunstig, "virtuel" virkelighed. Det gode menneske skal være til stede i sine givne omgivelser, og gøre dem bedre, i stedet for at drømme sig væk.

Tendensen til virkelighedsflugt er tydeligt til stede i serien om Harry Potter. Harry er en lille. spinkel, bebrillet og kuet "nørd", som behandles dårligt i sit eget hjem, af sin familie. At Harry som 11-årig går ind i en helt anden, fortryllet virkelighed, hvor han ikke længere er undertrykt og nærmest i vejen, men tværtimod er en helt med fantastiske kræfter og en vigtig opgave, nemlig kampen mod Lord Voldemort, Mørkets Fyrste, det er et typisk eksempel på en dagdrøm, der skal "kompensere" for nørdens egen ubetydelighed.

Akkurat samme motiv findes i megen anden fantaserende underholdning. I de ældste Starwars-film stammer helten – Luke Skywalker – også fra et usselt sted (en ørkenagtig planet), hvor Luke bor hos sin onkel og tante, akkurat som Harry. Også han afhentes af en gammel, ædel mand med overnaturlige kræfter (Obi wan Kenobi) og præsenteres af ham for sin egentlige, ædle identitet og vigtige mission: At bekæmpe de onde væsner med mørke, magiske evner (Darth Vader og Kejseren).

Motivet er ligeledes tydeligt i superhelte-serier (kendt fra tegneserier og film) som fx Spiderman. Her er helten – Peter Parker – atter en spinkel, bebrillet dreng, der bor hos sin onkel og tante, men da udvikler fantastiske kræfter og en skjult identitet som superhelten Spiderman, der bekæmper onde, sære væsner med fantastiske kræfter.

Også i den omtalte Ringenes Herre af Tolkien ser man motivet. Frodo Baggins er et barnligt og helt uheroisk væsen, der lever i en fredelig landsbyidyl. Frodo opsøges af en gammel, ædel mand med overnaturlige kræfter (Gandalf) og præsenteres af ham for en vigtig mission – at drage mod ondskabens rige for at udslette ringen og dermed den stærke, onde magt med magiske evner (Sauron).

Fantaserende virkelighedsflugt ser man tillige tydeligt i meget af samtidens religiøsitet – i mange sekter, i megen New Age og lignende. Man kan mene, at disse tanker går klart imod kristendommens væsen. I religioner skal mennesket typisk bevæge sig væk fra sin kedelige, kødelige og begrænsede tilværelse og løfte sig op mod det fantastiske, uendelige og guddommelige – og hvis det lykkes, er det ofte ønsketænkning. Men i kristendommen er det omvendt. I kristen tro er det uendelige og guddommelige – Gud – kommet til mennesket, der hvor mennesket nu engang er – i form af Jesus. Vi skal altså ikke fjerne os fra dagliglivet, men tværtimod tage imod troen, kærligheden og gaven midt i dagliglivet.

Fantasy-universets syn på godhed

Endelig kan man sige, at megen fantasy-litteratur tænker i kraft og kamp, at det handler om for helten at kunne, at være stærk, at styrke sine magiske evner, håndtere dem bedst muligt og dermed besejre de kræfter, der vil skade ham. "Krafttænkning" er ganske udbredt i samfundet, fx i erhvervslivet og i skolesystemet: Man skal forbedre sine evner og magte verden, for så kan man klare sig, yde sit til helheden, og så skal det nok gå alt sammen. Dermed kan man bekæmpe det onde.

Hvis denne tro på, at mennesket af egen kraft kan blive godt nok og nå sit yderste mål, ikke suppleres af et andet synspunkt, så går denne tro på menneskets egne muligheder imod det kristne budskab. Her kommer det an på "…tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden…Kærligheden er tålmodig, den er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag…[men]…tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (uddrag fra 1. Korintherbrev kap. 13). Pointen her er Guds tilgivende kærlighed til mig (Nåden), og min kærlighed til den, jeg møder (næstekærlighed).

Denne krafttænkning bliver dog direkte gjort til et problem i Harry Potter af Rowling selv. I seriens første bind er det skurken (Voldemort i forklædning), der siger til Harry: Ondt og godt findes ikke; der er kun kraft, og dem, der er for svage til at finde den frem.(5) En væsentlig del af pointen i Potter-serien er, at det ikke handler om at være stærk modsat svag, men at man skal være god modsat ond. Og Harry oplever gang på gang, at det handler om ikke at sætte sig selv først, men om at ofre sig for hinanden, at arbejde sammen og bekæmpe det arrogante og selvtilstrækkelige. Voldemorts ondskab består i høj grad i Voldemorts hensynsløse egoisme. Voldemort bruger alle midler til at få kontrol og magt for i sidste ende at sikre sig selv et evigt liv, at bekæmpe døden. Sagen er altså at bekæmpe denne magtsøgende, forfængelige egoisme, og heri er der lighedspunkter mellem den kristne etik og etikken i Potter-serien.

Dette kan give mulighed for at diskutere – eller tænke over – hvad ondskab og godhed i grunden går ud på. Er det gode altid at gavne sig selv og søge lykken? Hvad er bedst – at herske eller at tjene? Hvad mener kristendommen om det, og hvordan optræder godhed i Potter-serien? Er det gode altid at adlyde de rigtige regler og være lydig mod autoriteterne? Adskillige gange går Harry Potter imod Hogwarts' stive regler, gør noget forbudt og tænker selv, fordi det er den eneste måde, han kan løse problemet på. Er det en god idé? Hvad siger kristendommen til dette? Er det rigtigt, at de omfattende lovregler i Det Gamle Testamente er afløst af Jesus i Det Nye Testamente, både af Jesu måde at tænke på, og af hans død og genopstandelse. Hvad betyder Lukas 10,26-37 i den forbindelse? Er Lovens regelsystem – i den situation skal vi gøre dit, og i den situation gøre dat – i kristendommen afløst af et "princip", hvor vi altid skal sætte Gud og medmennesket højest (Det Dobbelte Kærlighedsbud, Lukas 10,27)? Måske er vi i situationen nødt til selv at afgøre, hvordan vi bedst kan leve efter princippet, nemlig at sætte Gud og medmennesket over os selv, uden at vi nødvendigvis kan slå op i en regelsamling for at få instruktioner om de rigtige handlinger i alle situationer?

Samtidig er det jo tydeligt i især de første bøger, at Harry Potter har et problem med autoriteter og med sandheden. Harry lyver ofte, uden det får følger. Harry er ofte med til at løse konflikter med vold. Og som nævnt bryder Harry rask væk regler, påbud og forbud. Det gør han ganske vist for at opnå noget, han selv mener er positivt og godt. Men betyder det, at hensigten helliger midlet? Når Harry handler på denne måde, er det oplagt at diskutere disse spørgsmål.

Når Harry af egen kraft får succes og besejrer ondskaben, så kan forældre måske diskutere med barnet, om dette billede også holder i vores virkelighed. Om det bedste ikke er at gøre vort yderste for vor omverdens skyld, men om vi – når det kommer til stykket – ikke bliver nødt til at bede om hjælp og bede om tilgivelse, når vi sidder fast?

Faktisk er det også ganske sjældent, at Harry Potter ved egen kraft får løst det afgørende problem i hver bog. Dels må han samarbejde med sine venner. Og dels må Harry støtte sig til den kloge, gamle Dumbledore, når det virkelig brænder på. Optræder Dumbledore her ikke på samme måde som den kristne Gud. Dette træk kunne måske også diskuteres? Er det godt, at en troldmand – ligesom Gandalf i Ringenes Herre – har karaktertræk af Gud og Kristus? Hvilke træk har de tilfælles, og hvad adskiller dem?

Kristendommen og dannelseslitteratur

Potter-serien indeholder et stærkt element af fantasy – af fantaserende dagdrøm. Helten bevæger sig væk fra en velkendt, kedelig virkelighed og ud i en fremmed, spændende og fantastisk verden. Sagt kort, så handler det om:

Men Potter-serien er ikke kun fantasiens flugt ud i "Neverland", den er også en pædagogisk dannelsesroman, der skal modne læseren hjemme i den 'virkelige' verden, efter at bogen er læst. Som serien skrider frem, lærer Harry af sine fejltagelser, han lærer at passe sin skolegang og dygtiggøre sig, han lærer at være kritisk og ydmyg, han lærer at samarbejde, han lærer at være modig og være sig selv og sine idealer tro. Ved at søge ud i en fremmed verden, lærer han sig selv at kende, og bliver dermed klogere på de andre og klogere på sig selv, så han kan vende styrket hjem. Harrys modning afspejler sig jo også i den ikke-magiske muggler-verden – hos familien Dursley – som serien skrider frem. Harry lærer langsomt at sige fra over for familiens dumhed. Hermed afspejler Potter-serien en klassisk dannelsesforestilling:

Hvis man ikke husker dette nye "hjem igen" (punkt 3), så kan dannelsestanken indeholde et problem. Den kan virke gnostisk. Gnostisk religiøsitet hører til en bestemt slags antik religiøsitet, som var kristendommens fjende, men gnostiske religioner opstår også i dag (Scientology, hvis man da kan kalde det en religion, er fx tydeligt gnostisk). Ifølge den er der en meget stor forskel på den synlige verden, som er stinkende og slet, og så den åndelige verden, som er fornem og mægtig. En åndelig figur fortæller et hemmeligt, men befriende budskab til mennesket: Du er slet ikke af denne stinkende og slette verden, menneske. Din egentlige identitet er ikke din krop, men din sjæl, som er evig, mægtig, åndelig eller guddommelig, og som stammer fra en helt anden fornem verden end den synlige natur. Men din sjæl er blevet begrænset og indkapslet af den fysiske krop ligesom et fængsel. Befri dig fra fængslet, fra verden og frels dig selv ved at frigøre dig fra alle jordiske nydelser. Ved denne hemmelige erkendelse eller teknik, dvs. 'gnosis', som jeg nu giver dig, kan jeg indvie dig til en mystisk rejse, en quest så at sige: Jeg kan hjælpe dig med at finde din sande identitet som en stærk, kraftfuld person, og hjælpe dig med at passere en række porte og forhindringer, en art ubehagelige dørvogtere, så du kan komme hjem til en fantastisk skat – et åndeligt, evigt paradis! Ved denne gnostiske indvielse udfolder sjælen også lejlighedsvis sine mægtige – overnaturlige og magiske – kræfter.

Gnostikere flygter altså væk fra den givne virkelighed, modsat kristne, der skal leve engageret og aktivt i dette liv og denne verden. Og gnostikere forløses til evigheden via en særlig gnosis – som er græsk for kundskab, kunnen eller erkendelse, dvs. det er de 'dannede' og 'vidende', der frelses. Derimod forløses kristne til evigheden via pistis – som er græsk for tillid, tiltro. Tillid til Gud, tillid til at Gud blev til mennesket Jesus, der genrejstes fra døden, tillid til, at man befries ved at gøre sig til ét med Jesus osv. Det frelsende er altså ikke kundskab og indsigt, men at du har tillid, at du tror, at du åbner dit hjerte (mod Gud), og alle er inviterede.

Spørgsmålet er, om Harry Potter-serien er gnostisk? Kan man se en universel ideologi eller religion i Potter-serien, som fortæller, at alle mennesker skal gøre som Harry – nemlig forlade den virkelige verden blandt mugglerne og drage ind i en fantastisk, fortryllet og fornem verden, hvor man når sit mål ved at udvikle en magisk kundskab? Er svaret ja, så må denne ideologi udfordres, for denne gnostiske ideologi står langt fra kristendommens pointe. Man kan hævde, at Potter-serien har gnostiske elementer. Modsat fx Gandalf i Ringenes Herre hører troldmænd ikke til i en særskilt, eventyrlig og forhistorisk verden. Tværtimod er troldmænd ganske som almindelige børn og voksne, og de lever ganske vist især i en magisk verden skjult i vores virkelighed, men de lever også i vor verden. Og deres magi kan anvendes i vor verden (blot er det forbudt ved ministerielle dekreter). Magisk evne er i Potter-bøgerne en indbygget mulighed i nogle mennesker, som fremmes af en art gnostisk indvielse, en hemmelig kundskab og træning. Måske er er en række mere eller mindre skjulte værdier i Potter-bøgerne, som lokker børn til at tro på det positive ved det gnostiske, ’esoteriske’, mystiske og grænsesprængende?

Man kan fx bemærke, hvordan bøgerne beskriver folk, der er negative overfor magi. Her er beskrivelsen af Harrys adoptivforældre, Dursley-familien, ret så påfaldende. Dursley-familien frygter og afskyer magi, og samtidig er de beskrevet som ulækre, uretfærdige, indsnævrede, småborgerlige og helt igennem irriterende. Er det en fair beskrivelse af mennesker, der vender sig mod magi?

Man kan i samme åndedrag også bemærke, hvordan bøgerne beskriver folk, der går ind for orden og det regelrette, måske bedst udtrykt ved vennen Rons ældre bror, Percy. Han er den mindst tiltalende i Weasley-familien (Rons ellers hjertevarme familie) og faktisk noget kedsommelig. Er det en skjult propaganda for, at man skal være anarkistisk, og at det er negativt at følge reglerne?

Harry går ofte op imod autoriteter – både sine adoptivforældre, regler på Hogwartsskolen og diverse undervisere – for i stedet at følge ’sit eget kald’, sin egen indre stemme om, hvad der er rigtigt. Ligger der i dette, at man skal gå imod hævdvundne forestillinger og i stedet, individualistisk, selv tage stilling til alt og skabe den virkelighedsopfattelse, som man selv finder passende?

Ligger der i Potter-bøgerne en skjult propaganda for individualisme og New Age-ideer – at man skal bekæmpe borgerlighed og det traditionelle samfund og dets regler og i stedet afprøve grænser, bryde normer, være alternativ og finde sin identitet og mission ved at udfolde indre, magiske evner og søge hemmelig viden om alt det mystiske?

Dette kan det være godt at være opmærksom på.

Men man kan også svare nej til spørgsmålet om Potter-serien er gnostisk og forkynder New Age. For måske handler Potter-serien slet ikke om noget universelt. Måske handler den om en helt særlig situation, nemlig den situation at blive voksen, dvs. det handler om livet som teenager. Som genre er Potter-serien jo ikke kun fantasy, men også en kostskolebog om en dreng, der udfordres og modnes på kostskolen Hogwarts. Sådan forstået handler Potter-bøgerne ikke om en fantastisk verden, som er helt anderledes end teenage-læserens verden præget af skolegang og lektielæsning, besvær med familien, venskaber og rivalisering, begyndende kontakt til det andet køn Men serien handler lige akkurat om denne verden præget af skolegang og lektielæsning, besvær med familien osv. Og ligesom de traditionelle kostskolebøger vil Potter-serien belære om, hvordan man tackler dette at blive voksen. Potter-bøgerne bruger bare fantastifulde billeder om teenagerens verden og situation. Magi kan fx fortolkes som et billede på de skjulte evner og trange i sig, som barnet begynder at opdage som teenager, og som åbner dørene for en ny, ukendt, skræmmende og bjergtagende verden. Magi optræder ikke som noget religiøst i bøgerne, men som beskæftigelse, som "boller eller ballade", som legende og underholdende hurlumhej. En leg, der ganske vist driver det dramatiske plot, men som kun er en anledning, et virkemiddel, som Rowling bruger til at beskrive teenageres verden: hvordan tackler børnene hinanden, autoriteterne, begrænsningerne og løfterne, deres udfordringer, valg og konsekvenser.

En sætning i bøgerne er "Det er vore valg, Harry, der viser, hvem vi dybest set er, ikke vore evner."(6) Denne sætning viser ikke et magisk eller gnostisk syn på mennesket. For den sags skyld viser den heller ikke erhvervslivets og markedets syn på mennesket. Den viser derimod et kristent (og et eksistentialistisk) syn på mennesket. Det afgørende er valget – valget mellem sandhed og løgn, rigtigt og forkert, godt og ondt, Gud eller afgud. Det afgørende er ikke vore indre, rige evner og den kundskab at virkeliggøre disse evner. Det handler slet ikke om at være troldmand, men om at være menneske.

Måske vil bøgerne simpelthen på en underholdende og billedrig måde lære børn, at man skal opspore, hvornår man har et valg og vælge med omhu og besinde sig på konsekvenserne. Især når man stilles over for valget mellem godhed og ondskab, herunder egoisme og magtstræb, hvordan den end optræder. Og derudover fornuftigvis at passe sin skolegang og dygtiggøre sig, arbejde sammen med andre, tro på sig selv og sine idealer, men også bede om hjælp og tage imod den, når man er i knibe.

Hvorfor dog overhovedet begive sig ind i en fortryllet virkelighed? Kan man ikke bare blive i den velkendte, socialrealistiske verden og så sige tingene direkte? Som nævnt har Tolkien svaret, at fantasiverdener udtrykker rekreation, flugt fra det begrænsende – vor grå, ordinære, tekniske og bureaukratiske verden (DJØF’ernes virkelighed) samt en nåde, der finder barnesindet frem igen og lader mennesket genvinde sit oprindelige blik for det mirakuløse i verden og i sidste ende det uendelige, Gud.

Et andet svar kan være, at fantastiske billeder – metaforer, symboler, allegorier osv. – kan sige og lære noget, som bedst kan fortælles via billedformen. Læseren skal blot huske på, at billederne ikke kun er fantastiske og eksotiske billeder, hvis fortryllede univers man kan drømme sig væk i. Det er billeder af noget i den virkelige verden, dvs. man skal tage billederne med hjem til den verden, man nu engang lever i og bruge billederne til at oplyse forhold i den velkendte verden. Igen ses modellen:

Det svarer måske til Tolkiens tanker i On Fairy-Stories.

Billedfortællingen som spejl og som gåde

Med de fantastifulde billeder, som optræder i Potter-bøgerne, kan bøgerne udtrykke noget, som ikke kan siges på nogen anden måde. Et eksempel ses i bind 2 – Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer. Bogen handler om racisme, nemlig den "racistiske" sondring mellem mudderblodede – de uréne troldmænd med mennesker blandt forfædrene – og renblodede – troldmænd som kun stammer fra andre troldmænd. Hogwarts-skolen to centrale huse, den overklasseagtige, ambitiøse og racistiske Slytherin og det mere klasseløse, hæderlige og raceløse Gryffindor, kommer i indbyrdes splid. Slytherin-elever mener, at Hogwarts kun skal have elever, hvis forfædre alle var magikere. Denne konflikt stammer helt tilbage fra en af Hogwarts’ grundlæggere mange hundrede år tilbage i tiden, Salazar Slytherin, der mod de andre grundlæggeres vilje ønskede, at Hogwarts kun skulle være for renblodede magikere. Salazar fik ikke gennemtrumfet sin vilje, men som hævn opbyggede han en slags fælde med en forbandelse. Han byggede en hule i Hogwarts, Hemmelighedernes Kammer, med et monster, som var i stand til at forsténe alle mudderblodede eller endog dræbe dem. Dette kammer vil på et tidspunkt åbnes af en efterkommer af Salazar, hans arving, monsteret vil slippes løs, og de mudderblodede vil gå til.

Skolens racistiske konflikt knyttes i løbet af bogen til ondskabens kilde. Ondskabens Fyrste, Voldemort, viser sig at være Salazar Slytherins efterkommer og arving som har aktiveret Salazar Slytherins forbandelse. I fortællingen knyttes racisme mellem troldmænd altså sammen med kosmisk ondskab. Denne ondskab udtrykker sig via billeder, bl.a. slangeagtige billeder. Monsteret i Hemmelighedernes Kammer viser sig at være en basilisk, slangernes konge, der slangeagtigt kryber rundt i skolens sanitære installationer og forsténer de ikke race-rene magikere med sit blik. I bogen optræder også en anden uhyrlig figur, tilknyttet Hemmelighedernes Kammer. Det er dagbogsvæsnet Romeo Detlev Gåde (engelsk Tom Marvolo Riddle), der egentlig er en den onde Voldemort som dreng, kopieret ind i en dagbog. Når man åbner Detlevs dagbog, bliver Detlev til en levende stemme, man kan være i samtale med. Dette væsen lokker og drager læseren af dagbogen, hvilket går ud over Rons lillesøster, der helt forføres af Detlev og dermed lokkes ind i Hemmelighedernes Kammer.

Der er altså i bogen to centrale monstre, som er bundet til hinanden og knyttet til racismen og ondskaben, nemlig slangernes konge og den lokkende og indsmigrende stemme, der leder til undergang. I fortællingen er der således et ekko af Bibelens fortælling om Syndefaldet, hvor en slange lokker Adam og Eva til at tvivle på Gud, men spise af Kundskabens Frugt, hvorefter parret fordrives fra Paradis, og der kommer ondskab, død og splid ind i vereden

Resultatet af at Slangernes Konge slippes løs af Salazars arving, er da også splid og mistillid mellem de studerende på Hogwarts. De gode og rene i hjertet – Hagrid og Harry – mistænkes for at være forbryderne.

Det ene konkrete resultat af forbrydelsen, forsteningen, kan ses som symbol på den psykologiske reaktion på den racistiske fordømmelse: angst, handlingslammelse, nedfrysning, blokering. Det andet resultat er uskyldens ødelæggelse, de unge piger, som er voldført af monstrene.

I bogen kombineres altså to 'verdener', dels en socialrealistisk verden og dels en eventyrlig verden. I den socialrealistiske verden optræder racisme og sociale konflikter. I denne virkelige verden kan børn måske formanes af forældre til at forstå, at det er forkert at mobbe andre børn pga. deres afstamning. Men børn ved ikke, hvorfor det er ondt at se ned på nogen pga. afstamning.

Dette socialrealistiske motiv føres så over i en eventyrlig verden, hvor man normalt ikke ser ting som racisme og sociale konflikter optræde.

Bøgerne sammenknytter altså temaerne 1) racisme, 2) ondskab, 3) Syndefaldsfortællingen og 4) detektivarbejde, der afslører skjulte spor, så sammenknytningen har fået en fortællende og billedrig form. Denne fortælling kan af læseren føres tilbage til den realistiske verden, som læseren lever i – den kan 'projiceres' på vor virkelighed og tjene som nøgle til at tolke vores virkelighed. Nu har læseren fået et praj om, hvorfor racisme skal bekæmpes, hvor han eller hun end møder den. Fordi racismen forsténer, fordi den er knyttet til ondskabens forsøg på at få et overtag i verden, og fordi racismen svarer til den lokkende slange i Syndefaldsfortællingen, den slange, der ødelægger det harmoniske paradis, og i stedet frembringer en verden, præget af vold, strid og død. Forbindelsen mellem disse ting er ikke altid åbenbare, men kræver at man ligesom en detektiv skal opspore skjulte forbindelser og tolke noget som tegn på noget andet.

Man kan spørge, om dette er en art indoktrinering? Giver denne sammenkædning et billede af fx racisme, som forældrene er enige i? I al fald er handlingen i Hemmelighedernes Kammer en glimrende anledning til med barnet at diskutere snobberi, racisme og om der bør være forskel på folk. Og hvad der er racisme, og hvad der ikke er racisme.

Billedfortællingen kan altså udtrykke noget, som kun kan udtrykkes via fantasifulde billeder. Billedfortællingen kan give erkendelse og forståelse. Blot skal den forstås som et spejl af vores verden, og fantasierne skal 'spejles tilbage' på vores virkelighed for at give farver og forståelse til den verden, vi går rundt i.

Akkurat det samme finder sted i Bibelen. Måske er de fantastiske fortællinger i især Bibelens første 11 kapitler med Skabelsen, Syndfaldet, Kain og Abel, Babeltårnet, Syndfloden osv. ikke kun en beretning om utrolige hændelser, der fandt sted engang. Men det er (også) billeder og symboler, som fortæller noget om verden i dag, om menneskets og min situation lige her og nu. Verden bliver hele tiden skabt af Gud. Jeg vil altid møde en slange, der får mig til at tvivle på det gode og som lokker med magt og kundskab. Jeg vil altid fristes til at blive jaloux, se min bror, mit medmenneske (Abel), som en rival, som jeg skal dræbe. Jeg vil altid være fristet til at være med til at bygge et Babeltårn, der skal række op til Gud osv. Og hvert eneste af disse billeder kan betyde mange ting, og det er en del af pointen. Babeltårnet kan være min egen stolthed, at jeg tror, jeg kan gøre mig selv så god og klog, så jeg når op i Himlen op til Gud. Babeltårnet kan være den kultur, vi har i dag, tårnet kan være Den Vestlige Verdens rigdom, tårnet kan stå for globalismen, på New Age-religionsblandingen og troen på selvudvikling, ja, Babeltårnet kan repræsentere mange ting, blot jeg åbner mit sind og bruger min fantasi og indlevelse. Disse bibelske historier og billeder åbnes altså først helt op, når de bruges som billeder på vigtige forhold i mit personlige liv også i dag.

Og i Ny Testamente bruger Jesus lignelser på akkurat samme måde. Lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15,11-32) er ikke en realistisk fortælling; det er en fantastisk fortælling. Men denne fantasi får sin mening, hvis jeg bruger den som et spejl på min situation i verden. Lignelsen afspejler Guds Rige, hvor der er en helt ny og virkelighedssprængende logik, som slet ikke svarer til den fornuft og logik, som vi kender i den velkendte verden. Guds Rige er så anderledes og fantastisk, at det kun kan beskrives i de fantastiske fortællinger, som lignelserne er. Men det er meningen, at lignelserne skal spejles tilbage på vort almindelige liv, så vi kan lære af dem og tage os sammen (vende os mod Gud, forstå Nåden og Guds godhed, tilgive vort medmenneske, bekæmpe smålig jalousi osv.).

Harry Potter-serien behøver altså ikke at ses som fortryllet virkelighedsflugt ligesom James Bond- og Starwars-filmene, som 'opium for folket', der bedøver mennesket og lokker dem til ikke at tage deres realistiske situation helt alvorligt. Tværtimod kan serien forstås som leg, der kan bruges af teenagere, fordi den på en ofte humoristisk, charmerende og fortryllende måde beskriver teenageres verden og problemer, og lærer dem at tage stilling og forstå konsekvensen af deres handlinger.

Bøgerne er dog næppe (som C.S. Lewis’ Narnia-bøger til dels er) skrevet som en moralistisk rebus, en allegori, med en bestemt opbyggelig facitliste. Det er utvivlsomt ikke meningen, at alle figurer og billeder i Potter-bøgerne skal fortolkes som noget ganske bestemt. Bøgerne sammenblander hele tiden den magiske verden og den reelle verden på en måde, så bøgerne hverken er ren eskapisme ind i en verden, som vi slet ikke kan kende, eller er en sædelig rebus for ting, vi vidste i forvejen. Bøgerne skal være gådefulde.

Kristne kritikere af bøgerne har angrebet dette sammenrod.(7) De er ikke stopfyldte med kristen forkyndelse som Tolkiens Ringenes Herre eller Lewis’ Nania-bøger, hvor man lærer at være ydmyg, ikke at lyve og at følge reglerne, og hvor den reelle verden og den magiske verden er helt adskilte. Fx Ringenes Herre (og Starwars) foregår kun i det fortryllede univers. Og i Narnia-bøgerne er den reelle og den magiske verden adskilt af et klædeskab. Potter-bøgerne er derimod grumsede, genrerne er blandede sammen, det er hverken ren fantasy eller ren allegori, og de forskellige verdener – muggler-universet og troldmands-universet indvirker på hinanden; universerne er interaktive. Det gør bøgerne slørede og uklare, så de bliver et spejl af den moderne virkelighed, hvor løgn, fantasi og sandhed bestandigt rodes sammen.

Vi lever i dag i en medie-kultur, hvor fjernsynet, mobiltelefoner med deres hastige tempo af sms-beskeder og computervirkeligheden overdænger det moderne menneske – måske især barnet – med et væld af informationer og stimulationer. En strøm af hidsende data og impulser flyder gennem nutidens menneske, som bliver afhængig af at stimuleres, af at opleve noget intenst. Til gengæld forsvinder evnen til at sondre i dette kaotiske virvar. Måske er Aldous Huxleys skræmmebillede af fremtiden, Fagre Nye Verden, allerede ved at blive til nutid?(8) I den bog sørger staten for at gøre mennesket passivt ved at slavebinde det til bedøvende underholdning. Problemet i denne Fagre Nye Verden er ikke, at mennesket ler. Problemet er, at vi ikke længere ved, hvad vi ler af, og hvorfor, vi er holdt op med at tænke. Det skræmmende er ikke computer-verdenens bizarre univers, hvor man i spillet Carmageddon fx får points ved i biler at køre folk ned. Det uhyggelige er ikke tv-virkeligheden med følelsesporno og reality-shows, hvor uinteressante mennesker bliver stjerne for en aften ved at sælge sin sjæl og værdighed for en kortvarig berømmelse. Det skræmmende og uhyggelige er, at computer- og tv-verdenen ikke længere virker skræmmende og uhyggelig. Deres kunstige, "virtuelle" univers af hidsende effekter og stimuli er så at sige endnu et element af virkeligheden, som vi interaktivt kan tage del i

Kan det tænkes, at Potter-bøgernes popularitet ikke er en smuk flugt fra denne overfladiske verden af spænding, intensitet og "thrills" tilbage til den gamle verden af bøger, der giver eftertænksom næring til sjælen, og som bl.a. poetisk åbner vort blik for underet i verden? Kan det hænde, at Potter-bøgerne måske selv er en interaktiv del i dette gøglermarked af thrills belagt med lidt glasur af moral om fx venskabets og skolegangens betydning?

Omvendt kan man spørge, om dette rod netop er ikke er en pointe og en mulighed? Alment gælder det måske, at menneskets fantaseren – menneskets planer, forestillinger og billeder af verden – at denne fantaseren hele tiden er viklet sammen men virkelighed, som står fast, er 'objektiv' og kan måles og vejes af videnskabelige instrumenter. Hvis noget skal tale dybt ind i menneskets sjæl, må det benytte sig af 'sjælens sprog' – af fantasi, billeder, fantasi og poesi. Et leksikon er måske mere virkelig og 'realistisk' end eventyr som Askepot, Snehvide, Hans og Grethe og Kejseren Nye Klæder. Alligevel er er vi langt mere optagne af at høre disse fantasier end af at læse et leksikon fra den ene ende til den anden. Og disse eventyr afspejler måske netop sjælelige sandheder? Handlingen i Kejserens Nye Klæder har aldrig foregået, som H.C. Andersen beskrev den, men eventyret kan måske alligevel fortælle noget alment om menneskets forfængelighed og fejhed? Måske har virkeligheden ikke bare en vandret og flad dimension af fakta og statistikker. Måske har virkeligheden også en mere tåget "lodret" og dyb dimension, som består af symboler og andre billeder? Billedverdenen er måske ligefrem dyb realisme?

Dette gælder måske ikke bare alment, men særligt i dag? Pga. de teknologiske mediers udvikling så har legen og det fantastiske fået en fremstående plads langt efter 10-års-alderen? Børn i dag synes at have en helt anden intuitiv forståelse af det visuelle, af billeder og symboler, end voksne har.

Ved måske netop at være udtryk for den ny virkelighed, hvor genrer og medier blandes sammen, og hvor folk "i realworld" interaktivt kan tage del i den kunstige virkelighed i fx "cyberworld", så rammer bøgerne durk ind i teenageres (og tweenageres) verden. Her er det hele rodet sammen, og alligevel kan børnene orientere sig. Og det kan de givet også i Potter-universet. Nok består den magiske verden af en række realitiske detaljer, der gør, at troldmands-verdenen ikke er en fuldkommen alternativ verden som i Ringenes Herre. Den er snarere en fortryllet, socialrealistisk verden. Og nok er den "ufortryllede" socialrealistiske verden (Dursley-familiens hjem) og den fortryllede socialrealistiske verden i stand til interaktivt at indvirke på hinanden. Men det fantastiske og det givne er ikke smeltet fuldstændig sammen i bøgerne. Der er regler og forbud mod at bruge effekter fra den fortryllede verden i den ufortryllede verden. Det kan lade sig gøre, men det er ikke naturligt. De to verdener brydes bare med hinanden på en overraskende og levende måde, der gør, at bøgerne fascinerer. Det gør, at Potter-bøgernes 'rodede' univers måske er mere realistisk end socialrealistiske bøgers univers.

Bøgerne har i al fald bevist deres virkning: De bliver læst af stort set alle dem, der skal forme verden af i morgen. Samtidig rejser Potter-serien en række "eksistentielle temaer" – emner, der beskriver væsentlige forhold i et menneskes tilværelse. Bøgerne kan således bruges som en port til barnets virkelighed og psyke, netop hvor og når barnet er allermest inspireret, vakt, åbent og nysgerrigt. Brugt således kan Potter-serien være en nøgle til at komme i kontakt med børn og unges undren. En nøgle til at nå ind til de dybere spørgsmål i tilværelsen. Til at gøre sig tanker om regler og fantasi, valg og konsekvenser, godt og ondt, Gud og Satan, kærlighed og jalousi, egoisme og kammeratskab. Og dybest set – at verden er underfuld, altid er større, at forårets komme, kærlighedens nåde og at vi og verden er blevet til, er skabte, at disse ting måske er den sande fortryllelse i verden.

- cand.theol. Tom Thygesen Frederiksen (2004)

Noter:

1) Den allerførste af Tolkiens bøger, der handler om universet i Ringenes Herre, er The Hobbit, dansk Hobitten, som udkom i 1937 på forlaget Ballantine. De tre bøger i serien Ringenes Herre blev skrevet i forlængelse af 2. Verdenskrig og udkom i årene 1954-56 på samme forlag.

2) J.R.R. Tolkiens essay On Fairy-Stories udkom første gang i Essays Presented to Charles Williams, Oxford University Press, 1947. Essayet findes i sin helhed på linket http://larsen-family.us/~1066/onfairystories.html

3) Første bog i Narnia-serien, The Lion, the Witch and the Wardrobe, dansk Løven og Heksen, udkom i 1948.

4) Bibelen er ikke begejstret for trolddom, se fx Galaterbrevet 5,19-21, hvor Paulus opregner laster såsom utugt, afgudsdyrkelse, trolddom og drukkenskab. I Åbenbaringen afsløres også troldmænds onde skæbne (Åbenbaringen 21,8). Det Gamle Testamente er lige så negativt indstillet over for magikere (se fx 3. Mosebog 19,31 og 2. Krønikebog 33,6).

5) "There is no good and evil, there is only power, and those too weak to seek it." (Harry Potter and the Philosopher's Stone, s. 291)

6) "It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities." (The Chamber of Secrets, side 333)

7) Den amerikanske, konservative, katolske forfatter, Michael O’Brien, er en af dem, der klogest og mest eftertænksomt udtrykker denne kristne kritik af Potter-bøgerne. Nogle af O’Briens betragtninger kan bl.a. læses på følgende links: http://catholiceducation.org/articles/arts/al0071.html og http://catholiceducation.org/articles/arts/al0088.html

8) Aldous Huxley skrev sin Brave New World i 1931 som en fremtidssatire, der diskuterer, om videnskabelige fremskridt kan ødelægge de menneskelige værdier.