Buddhisme og kristendom

Jesus og Siddharta - Kristus og Buddha

Siddharta og Jesus

Denne redegørelse handler ikke først og fremmest om Siddharta og Jesus, men udtrykkeligt om Buddha og Kristus. Siddharta var navnet på den person, der siden blev kaldt Buddha og i dag som Buddha er centrum i buddhismen. Jesus var navnet på den person, som siden blev kaldt Kristus og i dag er kristendommens centrum. Egentlig kom de henholdsvis til at hedde Buddhaen og Messias'en, altså Buddha og Kristus i bestemt form, for de to udtryk er ikke navne, som Siddharta og Jesus er det, de er betegnelser, der angiver de to personers betydning. Siddharta blev den opvågnede, og Jesus blev den salvede.

Buddhaen oversættes ganske vist ofte med den oplyste, men det er et sekundært udtryk, som oven i købet er noget vildledende, for den tilstand, som Buddhaen lever i kaldes Nirvana, og det betegner tilstanden at være brændt ud, udbrændt ligesom et Iys eller en lampe brænder ud, når der ikke er mere brændstof. Udbrændt eller udslukket går ikke rigtig sammen med oplyst! Det er mere for- nuftigt at oversætte Buddhaen med den opvågnede, for det er selve pointen, at Buddhaen, der som alle andre mennesker levede i livets mareridt, fik held til at vågne op fra sin drømmeverden og erkende livets sande karakter.

Jesus blev til Kristus, som er den græske form for Messias, der betyder den salvede, det udtryk som først og fremmest blev brugt om kongen, der som den salvede blev indsat til at herske og bringe retfærdighed til sit folk. Ved salvningen fik han magten overdraget for at han skulle overtage den i praksis.

Siddharta er en sammensætning af magt og retfærdighed, og Jesus betyder frelse, svarende til navnet Josua. Allerede i disse almindelige navne er der en forskel, men også en lighed, for frelse betyder frem for alt, at der er en frelser, der har magt til at gennemføre retfærdigheden. Siddharta var født til at blive konge, Jesus var født som en håndværkers søn, en mand af folket.

Alligevel var det Jesus, der blev udråbt som konge, som Messias, mens kongesønnen blev vækket og valgte et liv som en røst, der kaldte mennesker ud af livets mareridt.

Siddharta, der forlod sit palads, blev den store søger, der omsider fandt den virkelighed, han søgte. Jesus søgte aldrig, for han blev fundet fra første færd og kunne udpege sig selv som målet for al religiøs søgen.

Man kunne blive ved, og man kunne beskrive de to historiske skikkelser på mange måder, ligesom man meget vel kunne modsige det, som her er sagt, for begge disse skikkelser er som historiske personer ikke mere historiske personer. De døde, men igen på helt forskellige måder. Buddhaen døde af at spise fordærvet flæskesteg. Han døde som en gammel mand, ca. 80 år, og han levede sikkert som han døde, dvs. det gode liv uden overdrivelser hverken i retning af luksus eller askese. Jesus derimod døde en forbryders død ved tortur og henrettelse. Og det skete i hans bedste alder, ca. 30 år.

Disse relativt sikre historiske kendsgerninger er imidlertid ikke årsagen til, at vi i dag ser dem som centrum for de to vigtigste verdensreligioner. Deres virkningshistorie er helt anderledes end deres oprindelseshistorie.

Tilflugtsformelen

I populære fremstillinger fra både buddhistisk og kristent hold kan man høre eller læse, at buddhismen lærer selv-frelse, egen-frelse, mens kristendommen lærer frelse ved en anden, fremmedfrelse. Det er imidlertid ikke en forståelse, der holder stik. Fra første færd var tiiflugtsformelen eller tilflugts-ritualet en central del af buddhismen, og det er den stort set stadig. Buddhister tager tilflugt til de tre juveler Buddhaen, Dharmaen, Sanghaen, dvs. til den opvågnede selv, til hans lære og til hans samfund (af munke / nonner). Når man tager tilflugt, ligger det i sagens natur, at man ikke er doing it alone , dvs. skal klare sig selv.

Endnu mere tydeligt er det måske, at der umiddelbart efter Buddhaens død begyndte en religiøs respekt, der havde tilbedelsens karakter i forhold til Buddhaens aske, som blev anbragt i en række stupaer i det daværende Buddha-land. Den dag i dag er de mange millioner stupaer på forskellig vis udtryk for Buddhas nærvær, og de fromme viser deres respekt og reelt tilbedelse (de beder dertil) i forhold til Buddhaen, Dharmaen og Sanghaen, når de bøjer sig for stupaerne, sotobaerne, dagobaerne, pagoderne, chorten eller hvad disse relikvieskrin kaldes rundt om i verden.

Relikvier

At buddhisterne har relikvier, forbinder dem med kristendommen og stiller dem i modsætning til hinduerne, for både buddhismen og kristendommen er historiske religioner, der fastholder deres historiske arv gennem respekt og kærlig omgang med relikvier. Med relikvier er det, som når et menneske har noget med sig, som er en del af den elskede, som man har knyttet sit liv til. Man ihukommer den elskede, og man ihukommer også en elsket afdød ved at forholde sig til noget, der repræsenterer den elskede person. Sådan er det også i religionernes verden. Hvis der altså er en sådan person. De hinduistiske guddomme var aldrig historiske personer. Når man derfor har repræsentationer af Shiva, er det ikke et relikvie, men især naturfænomener, formet f.eks. som en fallos eller formet som et æg. I Islam er frygten for at forstå Guds menneskelighed så udtalt, at man slet ikke må have relikvier. At man alligevel har det, især fra hellige personer, er en anden sag.

Buddhaens forhold til hinduismen

Buddhaens forhold til hinduismen er aldeles afgørende at forstå, ellers forveksler man buddhisme og hinduisme. Det er let at gøre, for de to religioner er meget tæt forbundne. Men de er alligevel helt adskilte på grund af Buddhaen. Den oprindelige enhed mellem buddhisme og hinduisme kan man se den dag i dag i Nepal, hvor der så at sige aldrig har været plads nok til, at de kunne skilles. Men forskellen er lige så vigtig som ligheden. I Lahore i Pakistan er der en meget stærk statue af Siddharta, mens han søgte efter virkeligheden ved at prøve de hinduistiske yoga-veje. Han pinte sin krop til det yderste og ligner faktisk et endnu kun lidt levende skelet. Så at sige umiddelbart efter denne statues situation opgav han hinduismen og indså, at der måtte være en anden vej. Hans opvågnen var en opvågnen fra hinduismens mareridt! Buddhismen er derfor uforståelig, adskilt fra hinduismen, men buddhismen er på den anden side kun forståelig som et totalt brud med hinduismen. Buddhas vej var den gyldne middelvej og er egentlig en tilbagevenden til livet. Efter nogle traditioner vendte han da også tilbage til sin kone og sin søn og sin hverdag som kongesøn og blev den milde vækkelsesforkynder, som folk samledes om, fordi de var trætte af alle de mange hinduistiske eller rettere førhinduistiske skoler og sekter.

Jesus havde samme forhold til jødedommen, som Buddha havde til hinduismen. Kristendommen er derfor uforståelig adskilt fra jødedommen, men kristendommen er også uforståelig, hvis man ikke indser, at den er et totalt brud med jødedommen.

Jesu vej var evangeliets vej, og evangeliet var og er helt anderledes end loven. Jesu vej førte uvægerligt til korset, for uden korset havde jødedommen været kristendom. Der var forhærdelsen til forskel mellem dem, der kunne tro på korsets forligelse og dem, der ikke kunne tro.

Kristendommens tegn er derfor korset. Det er nøglen til den kristen tro, ligesom hjulet er nøglen til den buddhistiske religion.

Buddhisme og Kristendom - to missionsreligioner

Både hinduisme og jødedom var eksklusivt forbundet med en bestemt folkelighed. Det var folkereligioner, hvor tro og religion, kultus og kultur gik i et. Derfor er hinduisme og jødedom principielt ikke missions-religioner. De kan godt vinde proselytter, men sådanne er netop nogle mennesker, der slutter sig til hinduismen som indisk folketro eller jødedommen som jødisk folketro. Det er egentlig en selvmodsigelse, at hedninger kan blive jøder eller at ikke-indere kan blive hinduer. Der er et afgørende element af religiøst apartheid indbygget i både hinduisme og jødedom.

Buddhisme og kristendom er derimod ikke-etniske religioner. Begge er derfor missionsreligioner. Både Buddha og Kristus gav en missionsbefaling. Fra Buddhas mund lød det "Gå ud i alverden, til gode for de mange, for de manges velfærd, i medfølelse for verden. Forkynd læren, vidunderlig som den er i begyndelsen, vidunderlig i slutningen. Forkynd et liv i hellighed, fuldkomment og rent."

Denne missionsbefaling er en perle, der rummer det essentielle i buddhismelæren og medfølelsen - som skal deles med de mange. Sådan måtte den opvågnende tale for at vække alle de sovende, der under indtryk af mareridtet led alle livets kvaler.

Den opstandnes missionsbefaling lyder anderledes, men har meget tilfælles med den opvågnedes missionsbefaling. Det hedder i Math. 28 sidste vers "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gøre alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende."

Igen er det læren, der peges på, men læren er sat i en anden kontekst. Her er det ikke kongesønnen, der blev vækkelsesforkynder, det er snarere vækkelsesforkynderen, der blev kongesøn, arving til al magt i himlen og på jorden. Men i begge tilfælde gælder budskabet de mange ... alle folkeslagene. Det er er universelt, ja, kosmisk budskab, det drejer sig om.

Den afgørende forskel

For Buddhaens mission var det medfølelsen, der stod og står i centrum. For Messias's mission var det medlidenhed, der var pointen. For den opvågnende var det venlighed, der var den drivende kraft, for den opstandne var det kærligheden, der var motiveringen.

Der er igen midt i det fælles en afgørende forskel. Buddhas medfølelse har er element af passivitet indbygget. Man skal i sin medfølelse identificere sig med alt levende, men man skal ikke lade sig rive med. Der er en vis kølighed forbundet med denne medfølelse, ikke kulde, men netop en behagelig kølighed. Medfølelsen fører ikke til aktiv medlidenhed, og den fører sjældent til nogen medlidende indsats.

Kærligheden kan ikke være kølig, den er varm. For den er kølighed det samme som lunkenhed. Medlidenheden lader sig gerne rive med. Kærligheden ler med de leende og græder med de grædende. Den vil gerne lege både bryllup og begravelse, når Jesus spiller op dertil. Kærligheden lider alt, tåler alt, udholder alt, for den er med i spillet, står ikke uden for.

Som livets afslutning for Buddhaen og Kristus var forskellig, er livet forskelligt for buddhister og kristne. Ægte buddhister er som en refleks af Buddhaens venlige medfølelse. Ægte kristne reflekterer Kristi medlidende kærlighed. Ægte buddhister har et tydeligt præg af kølig, distanceret venlighed; mens Ægte kristne har et modsvarende præg af nærhed og varme og kærlighed.

Det er ikke muligt at sige, at den ene livsstil er bedre end den anden. Men de er meget forskellige, og forskellige mennesker vil søge i retning af den ene livsholdning, mens andre vil foretrække den anden. Kristne vil have vanskeligst ved at anerkende buddhisterne, buddhister vil normalt ikke have særlig svært ved at anerkende kristne. Det skyldes næppe nogen forskel i forhold til tolerance og frisind, men snarere, at kristnes livsstil oplever det kølige som det lunkne og det venlige som det uengagerede og passive.

Lidelsen

Kristne og buddhister har nemlig et ganske forskelligt forhold til lidelsen, og det skal være det sidste element i denne fremstilling. Buddhas lære om lidelsen drejer sig om de fire ædle sandheder om lidelsen og tilsvarende de fire sandheder om verden. Hensigten var og er for buddhisten at udslukke lidelsen gennem de rette metoder. Alt i buddhismen fremmer det formål.

Kristi lære om lidelsen er anderledes. Han ville ikke udslukke lidelsen og han ville ikke føre sine disciple ud af lidelsen. Han gik ind i lidelsen og førte sine disciple ind i samme lidelse. Derfor er medlidelsen, medlidenheden helt central for kristne. Men den kan ikke være det for buddhister! Konklusionen af disse overvejelser må være den, at buddhismen og kristendommen i sagens natur svarer til Buddhaen og Kristus i deres indbyrdes forhold. De kan ikke forenes, men de kan heller ikke adskilles, uden at de mister deres sigte og særpræg. De hører sammen, netop fordi de er så forskellige.