At leve med to modsatrettede overbevisninger

Redaktionen har talt med journalisten Kim Engelbrechtsen, der for nogle år siden oplevede den ufattelige sorg at miste sin søn ved selvmord. Det fik ham til at søge alternative veje, og de oplevelser gjorde så stærkt indtryk på ham, at han besluttede sig for at skrive det ned – og dermed dele det med andre. Ligeså henvendte han sig til Dialogcentret med sin beretning.

Der er forskellige måder at opleve tab af et elsket menneske på. Selvom døden for de fleste er som noget, der, uanset hvad, betragtes som en sørgelig begivenhed, da den står for den ultimative adskillelse imellem mennesker, så accepterer vi den som en del af livet – fordi vi ved, at den er uundgåelig.
   Men der er tidspunkter, hvor vi meget pludseligt mister et elsket menneske, det være sig f.eks. ved ulykker, drab eller selvmord. Så står vi tilbage med en lang række spørgsmål, og mest af alt med en fundamental mangel på accept af, at vedkommende ikke er til mere. Og desuden en fundamental trang til at genetablere det mistede – at få nogle af de tråde, der er revet midt over, til at samle sig igen!

Kim Engelbrechtsen betragter sig selv som en almindelig, sund kritiker, men da han for nogle år siden pludselig mistede sin søn, stod han tilbage med en ufattelig sorg og en lang række ubesvarede spørgsmål. Og dette fik ham og hans familie til at gøre noget, som han normalt aldrig ville gøre, nemlig at opsøge flere såkaldte ”medier”.

Han besøgte bl.a. kendte medier som Marion Dampier Jeans og Billy Cook - som tilsyneladende kunne etablere kontakt til sønnen. Til hans store forbløffelse gav medierne stort set hver gang ret præcise beskrivelser af hans afdøde familiemedlemmer, og i særlig grad sønnen. Der blev sagt ting, som ingen andre end Kim Engelbrechtsen selv vidste.

Inden møderne med medierne betragtede han spiritisme som overtro, fup og svindel, som noget med skjulte højtalere og blafrende gardiner.
   Og som han ærligt fortæller: ”Flere gange, når medierne ramte plet i forhold til navne, begivenheder og problematikker, tænkte jeg, at det måtte være snyd. Mediet havde nok googlet mig, eller også sagde de blot ting, der kunne gælde alle. Det kunne også være, at de bare var ualmindeligt gode til at læse ansigtsudtryk og sindsstemninger. Sidst men ikke mindst tænkte jeg, om jeg måske i virkeligheden bare var for modtagelig - og opsat på at få beskeder fra den anden side”.

Men Kim fortsatte og prøvede også gennem hjælp fra en healer selv at få kontakt til sin søn. Han modtog nogle instrukser og forsøgte at få kontakt.  Måske fik han det også – i hvert fald oplevede Kim nogle fysiske ting, der var uden for hans kontrol.
   Det stærkeste skete en aften, da familien gik i seng efter et hyggeligt besøg hos nogle gode venner. Han var dødtræt og faldt hurtigt i søvn. Men, som han fortæller: ”Efter et par timers søvn vågnede jeg med et sæt. Min højre arm bevægede sig hastigt op og ned – uden for min kontrol. Det gjorde ikke ondt. Det var, som om der løb en stærk strøm igennem armen – eller som om der stod en og løftede armen op og ned. Pludselig blev min hånd klasket bagud og op imod væggen ind til vor nabo. Jeg kunne ikke flytte den. Man skulle tro, der var en kraftig magnet, der holdt den fast mod væggen. Det varede cirka et minut, så blev hånden igen sluppet fri.

Derefter kom en sekvens, hvor min højre skulder blev vredet. Det virkede som en slåskamp for sjov, og jeg kom umiddelbart til at tænke på de mange gange, jeg havde leget på samme måde med min søn. ”Nå, du skal lige vise, hvem der er den stærkeste nu!” røg det ud af mig.

Kort tid efter hørte rykkene i skulderen op. Jeg følte en stor lykke og et klarsyn, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg vækkede min kone og fortalte, hvad der var sket, og hun var mildest talt forbløffet.
Jeg havde på det tidspunkt ingen lille kritiker indeni, der fortalte mig, at det nok var snyd og humbug.
   Kritikeren dukkede først op langt senere, og han var virkelig barsk. Han hviskede i øret, at healeren måske havde sat strøm til min nakke. Jeg forkastede straks tanken, som var så ”far out”, at jeg skammede mig over at have fået den.  ”Er jeg ved at blive vanvittig?” tænkte jeg.

Et par måneder senere betroede jeg mig til en psykolog, jeg kender. Han så forbløffet ud og sagde:
”Jeg skal ikke udelukke noget eller ødelægge det, du har oplevet. Men måske har du haft et så stærkt ønske om at vide, hvordan din søn døde, at dit underbevidste har fremkaldt disse følelser og reaktioner hos dig.”

De spiritistiske oplevelser var imidlertid så overvældende, at Kim Engelbrechtsen nu har skrevet en lang beretning herom.

På trods af, at han er skeptiker og ind imellem tænker, om de stærke oplevelser i virkeligheden skyldtes et ønske om kontakt og derfor har fremtrådt som sådan, hvilket psykologen jo også forsøgte at overbevise ham om, så føler han inderst inde, at der må have været en eller anden form for kontakt. Som han beskriver det i sin beretning: ”… på den anden side… måske er der alligevel en åndeverden.”

Kim Engelbrechtsen har baseret sin fortælling på de båndoptagelser, han har lavet ved hver "sitting", som det kaldes inden for spiritismen.