Døden – en illusionMag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon, formand for bevægelsen Det Belivende, som vi bragte en artikel om i sidste nummer, fortæller her om bevægelsens opfattelse af døden. Mit syn på døden er i tråd med den esoteriske tradition og harmonerer også med kosmologien.
Derfor anser jeg helt overordnet den såkaldte død for at være en illusion. I min optik sker følgende:
I selve dødsøjeblikket adskilles ens æteriske legeme, som dybest set er et belivende, elektromagnetisk felt, fra kroppen. Den grovere del af de æteriske lag i dette felt, følelseslegemet, løsnes gradvist og kan derfor fornemmes som tilstedeværende omkring liget i nogle dage. Følelseslegemet består af de lavere niveauer af sindet, hvori indgår sympatier og antipatier og bindinger til ting og begivenheder fra det levede liv. Det er denne del af én, som herpå oplever det, som man i den kristne terminologi kalder for skærsilden. I denne skærsild konfronteres man med de begivenheder i ens liv, hvor man har handlet i uoverensstemmelse med de kosmiske love og bevidsthedsmæssigt har mulighed for at lære af dem. Helt konkret konfronteres man med den smerte, man unødigt har forvoldt andre ved at opleve den gennem disse. Dette vil pågå, indtil man ikke længere kan nænne at handle, som man gjorde. Her er således tale om en renselse af den del af ens sind, som udgøres af egoet. Er egoet stort og stædigt og stærkt bundet til anliggender, der har med det jordiske liv at gøre, kan denne proces vare i lang tid og vil kunne opfattes af andre følelsesmæssigt åbne væsener som spøgelsesagtige energier. Først når denne proces er slut, når man altså er lutret, er man klar til ”himlen”. Er man i dødsøjeblikket uden frygt og uden bindinger til det jordiske, således at der ingen angrebstanker og ingen adskillelsestanker er i ens sind, ja, så er man allerede aktiv i de højere energier i æterlegemet og opdager knapt, at man dør, men går så at sige lige ind i himlen forstået som et åndeligt eksistensplan med kærligheden som grundtone. Der er en bolig i vor faders himmel til hvert bevidsthedsmæssige udviklingstrin, og jo mere abstrakt, altså overordnet, åndeligt, man kan tænke, jo mere abstrakt vil kærligheden i denne paradistilstand opleves. Det, man i sin lutrede form oplever mest kærlighed ved, vil man opleve. Om nu det lykkeligste øjeblik i ens liv var, da man vandt x-factor ved at synge en popmelodi, eller var til dronningens fødselsdag i Riddersalen, gennemskuede konsekvensen af, at der findes hastigheder højere end lyspartiklens, og at der derfor er en ikke-lokal sammenhæng, hvorfor der må herske kosmos og ikke kaos her i verden, eller man oplevede som dybt retarderet at blive kigget kærlighedsfyldt i øjnene, mens man fik tørret mundvandet, som løb ned over hagen og helt ned på halsen, ja, så er det det niveau, man oplever på. For den enkelte kan saligheden føles som ”det bedste”.
Det at der er mange boliger i vor faders hus ser jeg som udtryk for, at vi som forskellige er lykkelige ved forskellige slags begivenheder og ikke kommer de samme steder hen i himlen. Har man f.eks. ingen homoseksuelle tilbøjeligheder, vil homoseksualitet ikke findes i ”den himmel” man oplever. Men derfor kan man godt møde en kær ven, som er homoseksuel, i himlen. Der er vedkommende bare menneske og ikke køn. Når man er blevet mæt af al denne kærlighed, vil man, alt afhængigt af hvor høj en grad af intellektualitet og intuition man har erhvervet sig i den mentale evolution, også være aktiv i disse dimensioner og endelig afslutningsvis se hele ens livsforløb i et perspektiv, der også rummer fortiden og hvor alle erfaringer begribes som meningsfulde i en årsags og virkningssammenhæng.
Mæt af al denne salighed vil man komme til at længes efter, at der skal ske noget og inkarnerer med samtlige erhvervede facitter - og med præcis de talenter man havde i dødsøjeblikket - et sted, hvor der er mulighed for, at ens elektromagnetiske felt kan virke. Man fornyer sig så igen åndeligt i kraft af erfaringer på det fysiske plan ved hjælp af det, jeg i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, kalder reanimation. Således udgør mennesket en aktiv del af en åndelig evolution, som pågår i henhold til samme principper som den fysiske darwinistiske. Og hvad betyder det så for det enkelte menneske, som frygter døden?
Rent praktisk betyder dette, at man, hvis man i sit ægteskab har haft et åndeligt fællesskab, så også vil have det efter kroppens død, hvorfor ægtefæller, som er åndsfæller, ikke vil kunne have dødsangst, idet de ved, at adskillelse er umulig. |
